Farvernes oprindelse - Et studie i pigmenters historie

Naturlige pigmenter: Rød var begyndelsen

Så vidt man ved, er rød okker det første farvepigment, der blev anvendt af mennesker. Dette lerpulver, som er naturligt farvet med hæmatit, bruges stadig som pigment den dag i dag. Det er den første af mange røde pigmenter, der er blevet opdaget gennem tiderne af kulturer over hele verden. For eksempel er røde pigmenter blevet udvundet fra insekter i tusinder af år, især fra den store familie af cochenille-lus (coccoidea). Disse typer af rød kaldes røde lakker (eller jernoxidpigmenter). Betegnelsen hidrører fra brugen af gummilak, et harpiksagtigt stof, som udvindes af den sydøstasiatiske skjoldlus, og som anvendes som pigment. I modsætning til deres indiske slægtninge, som overlevede processen, har man i store dele af verden presset andre cochenille-insekter for at kunne fremstille røde pigmenter. I Sydamerika dannede de grundlag for farven karminrød, og i Europa udvikledes kermes-lakken, som var populær indtil det 17. århundrede. Disse naturlige pigmenter bruges stadig i dag, og de er så uskadelige, at de findes i mad i form af E120. Et andet pigment af naturlig oprindelse finder man i planter, som fx farven indigo, der første gang blev fundet i Peru i eksempler fra 6000 f.Kr. Paradoksalt nok har de fleste ‘naturlige’ pigmenter dog gennem tiderne vist sig at være giftige.

Cinnoberrød er nok en af de mest almindelige røde farver. Den blev udvundet af cinnabar, et mineral, der findes i kviksølv. Brugen af cinnoberrød går tilbage til 5000 f.Kr. i Kina, Spanien og Tyrkiet, og den blev senere også anvendt af olmekerne, mayaerne og romerne. Blyrød var også af mineralsk oprindelse, og farven blev anvendt i antikkens Grækenland og sidenhen af romerne. Det røde pigment, som også har navnet minium, blev udvundet ved at brænde stykker af blyhvidt, og det blev brugt til at udsmykke bøger i middelalderen og lagde navn til miniaturemaleriet som kunstart. Giftigheden af pigmenter udvundet fra bly og kviksølv er åbenlys. Et andet eksempel er orpiment, der udvindes af arsenik, som blev anvendt i oldtidens Egypten som alternativ til gul okker.

Farvernes historie udfordrer vores opfattelse af, hvad der er naturligt, og hvad der ikke er det. Det er interessant at se, hvordan eksperimenterne er fortsat i årtusinder – indimellem også på lidt mere specielle måder. Den britiske maler William Turner brugte en vandbaseret maling, Indian Yellow, som blev fremstillet af urin fra køer, som blev fodret med mangoer. Det er også fascinerende at se, hvordan visse farver hurtigt kom til at fungere som en art magtdemonstration, eftersom de var vanskelige at fremstille. Her er ultramarinblå et oplagt eksempel. Farven fremstilles af knust lapis lazuli og blev brugt til bestillingsmalerier i renæssancen som tegn på visdom. Et andet eksempel er purpur, en farve, der anvendtes af græsk og romers adel på grund af dens sjældenhed. Farven purpur blev udvundet ved håndkraft fra søsnegle, og 10.000 snegle gav blot lige over 1 gram ren farve.

Syntetiske pigmenter: den kemiske revolution

Stik imod hvad man måske skulle tro, er syntetiske pigmenter ikke et moderne påfund. Egyptisk blå skabtes ved hjælp af en formel, der nu er gået tabt, og man ved, at farven er blevet fremstillet så tidligt som år 3250 f.Kr. Kineserne har brugt oxidering til at skabe farver i porcelæn i årtusinder. Men det er et faktum, at da malingfabrikanten Diesbach skabte prøjsisk blå ca. 1706, fik skabelsen af syntetiske pigmenter nyt momentum.

Forskning har undertiden ført til farlige resultater, såsom Scheeles grøn, et pigment blandet med arsenik, der var meget udbredt i det 19. århundrede, og som siges at have forgiftet Napoleon, hvis eksilbolig var indrettet med tapet med denne giftige farve. Paris-grøn, som også er sammensat af kobber og arsenik, siges at have været årsag til Cézannes diabetes og Monets blindhed. Syntetiske pigmenter har imidlertid ofte uden videre erstattet “naturlige” farver. Zinkhvid er én af disse. Før udviklingen af zinkoxid brugte kunstnere tit blyhvidt. Syntetiske pigmenter var nogle gange mindre giftige, og altid billigere. De åbnede mulighed for, at kunstnerne kunne eksperimentere, som med udviklingen af kromgul i 1820’erne, eller fransk ultramarin, som blev udviklet af Jean-Baptiste Guimet i 1828. Denne nye farve var helt identisk med det lapis lazuli-baserede ultramarin-pigment, og den var både billigere og nemmere at anvende.

Men den egentlige kemiske revolution kom senere med alizarin, som var den første farve, som blev udviklet udelukkende på syntetisk basis. Mens alizarin oprindeligt blev udvundet af kraprod, fandt to 1800-tals-kemikere, Carl Graebe og Carl Liebermann, en metode til at reproducere det molekyle, som styrede rodens farve. De to kemikere arbejdede for et dengang lille tysk firma – Bayer. Med deres opdagelse banede de vej for den lange række farver, som er blevet almindelig i dag.