Miljø

Svanen og EU Blomsten

Svanen og Blomsten

Svanemærket og EU-Blomsten er Danmarks officielle miljømærker.

Svanen er det nordiske miljømærke. Det blev etableret af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997. Svanen anvendes i alle nordiske lande, dvs. Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

Blomsten er det europæiske miljømærke. Det blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen, og Danmark har været med fra starten. Blomsten anvendes i hele Europa.

Begge miljømærker er såkaldte ”type 1 mærkninger”, hvilket betyder at de bygger på en livscyklusvurdering og auditeres af 3. part. Man kigger derfor på hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering når kravene til miljømærkede produktet fastsættes.

En type 2 mærkning: en virksomheds egen vurdering, der ikke er blevet gennemgået af en 3. Part

En type 3 mærkning: en miljødeklaration, hvor der ingen revision eller vurdering er foretaget

Krav til papiret

Både Svanen og EU-blomsten stiller høje krav for godkendelse / miljømærkning af papir. Kravene strækker sig fra råvare til affaldsprodukt og er i mange tilfælde meget ens.
Du vil muligvis se nogle forskelle i formuleringen og krav, når det kommer til bl.a. brug af genbrugsfibre og træ fra bæredygtige skove, energiforbrug og anvendelse af kemikalier.

Krav til trykkerier

Et svanemærket trykkeri lever op til skrappe krav når det gælder:

• Brug af miljørigtigt papir

• Brug af vegetabilske og vandbaserede trykfarver

• Genanvendelse af tryksager

• Minimering af papirspild og andre affaldsmængder

• Energibesparelser og brug af vedvarende energi

• Hensyn til det kemiske arbejdsmiljø og begrænsning af risikoen for at indånde organiske opløsningsmidler


Når det gælder trykkerier og muligheden for at anvende Svanemærket eller EU-blomsten på den færdige tryksag er forskellene større.


• De svanemærkede trykkerier er hele trykkeriet der er Svanemærket. Det betyder, at Svanen stiller krav til trykkeriet, uanset om de sætter et Svanemærke på tryksagen eller ej.

• På et trykkeri med EU-blomsten, er det selve tryksagen der bliver godkendt og miljømærket.


EU-Blomsten begrænser brugen af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, for eksempel flygtige opløsningsmidler. Der stilles krav om brug af miljørigtige trykfarver, lakker og lim af hensyn til senere papirgenanvendelse. Der er også krav til en maksimal mængde papirspild, til affaldshåndtering og til energikortlægning samt krav om at tryksagen skal være trykt på papir mærket med EU Blomsten.

I efteråret 2014 kom der nye kriterier for Svanemærkede trykkerier. Disse kriterier er gyldige indtil december 2017. I dag (januar 2015) er det omkring 100 trykkerier der er Svanemærket.
Siden 2012 er det også muligt for tryksager at blive mærket med EU Blomsten. I Europa er der 23 trykkerier, der kan tilbyde dette. Disse kriterier gælder indtil 16. August 2015.

Hvad med kvaliteten?

Tryksager fra et Svanemærket trykkeri er kvalitetsmæssigt fuldt på højde med dem fra andre trykkerier. Det er en myte at Svanemærkede tryksager betyder kompromiser, groft genbrugspapir, og kontrastløse farvebilleder der dør i papirets grålige skær. Svanemærket papir fås i mange kvaliteter – også helt hvide. Og du kan sagtens producere farverige og kreative tryksager, som samtidig opfylder Svanens skrappe miljøkrav.

www.ecolabel.dk